Torsdagstip: Sådan skriver du nærværende

Vintage Chalkboard

Når du skriver tekst, om det er blogindlæg eller hjemmesidetekst, er der et par ting, du kan starte med at gøre anderledes, så du skriver mere nærværende for dine læsere.

Hvis du følger disse råd, er jeg sikker på, at dine læsere føler, at du skriver direkte til dem.

Skriv du i stedet for man

Skriv direkte til din læser. Næsten altid når du skriver “man,” kan du ligeså godt skrive “du.”

F.eks. “Man kan gøre det her, og så får man succes.” I stedet for skriver du (ja, ikke man :D): “Du kan gøre det her, og så får du succes.”

På den måde skriver du direkte til din læser. Mange har en tendens til at skrive “man”, da de gerne vil skrive noget generelt. Du skal i stedet tænke på, at du sælger din tekst til hver eneste læser.

Medmindre du skriver en akademisk opgave, skal du bruge “du” i stedet for “man” stort set altid (der er undtagelser.)

Skriv mere selvsikkert

Det her kan være svært, da du gerne vil have, at læseren forstår, at din løsning ikke er den eneste løsning i verden. I stedet ender du med at fordumme din læser. Læseren ved godt, at der findes andre muligheder derude.

Når du ikke skriver selvsikkert, lytter læseren ikke i samme grad, da læseren føler, at du ikke selv tror på dit budskab. Fortæl din læser hvorfor du har ret. De skal nok fortælle dig, hvis de ikke er enige med dig.

Lad os tage eksemplet fra før

Den nye sætning blev: “Du kan gøre det her, så får du succes.” Som du nok allerede har gættet, er det ikke en særlig selvsikker måde at skrive på. Det virker langt bedre, hvis du i stedet for skriver: “For at få succes skal du gøre sådan,” eller måske bare”Sådan får du succes.”

Når du har skrevet noget, skal du læse din tekst igennem og tænke over, om du har skrevet det selvsikkert eller usikkert.

Tro på dig selv og din tekst.

Skriv en fangende overskrift

Overskriften er vigtig, da den afgør, om din tekst bliver læst. Især på internettet har overskriften fået en stor betydning (og ikke kun på grund af Google.)

Læsere vælger hele tiden til og fra. Din tekst er oppe mod en masse andre tekster. Læseren har ikke tid til at læse det hele, og derfor bliver din tekst vurderet udfra overskriften.

Men men men

Nu tænker du sikkert, at du kun skal lave overskrifter som “5 råd til at få flere venner” osv. Du skal huske på, at alle andre også skriver sådan. Ja, jeg ved godt, at min overskrift til dette indlæg er på samme måde. Men nogen gange får du flere læsere, hvis du overrasker din læser.

Prøv nogen gange med en provokerende, humoristisk eller fjollet overskrift.

Den slags overskrifter gør, at læseren tænker: “Hvad fanden handler den tekst om?”

Find din egen stil

I sidste ende handler det om, at du skal finde din egen stil. Når læsere elsker din skrivestil, vender de tilbage, da de må have deres daglige fix, og de ved, at du altid leverer det.

Desuden er det sjovere at skrive tekst på sin egen måde. Hvis du er tekstforfatter, skal du selvfølgelig skrive din tekst, som om du er den virksomhed, du repræsenterer. Det vender jeg tilbage til en anden gang.

Hvad er dine erfaringer med at skrive mere nærværende?

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *