Torsdagstip: Disse hjemmesider hjælper dig, når du skriver

Vintage Chalkboard

Når du skriver tekst på internettet, er der en række hjemmesider, som kan hjælpe dig til at gøre din tekst bedre. Jeg har tidligere skrevet om, hvilke skriveprogrammer, som du kan benytte helt gratis.

Her får du et par gode råd til nogle hjemmeside, som du altid bør bruge, når du skriver tekst, mens du har adgang til nettet. Dvs. stort set altid.

Sproget.dk

sproget.dk

Fantastisk hjemmeside som indeholder alt, du skal vide om det danske sprog. Inden jeg skrev dette indlæg, troede jeg faktisk, at det var Dansk Sprognævns hjemmeside. Men faktisk er det et samarbejde mellem kulturministeriets institutioner for sprog og litteratur, Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Hvor de to sidste står for redigeringen af sproget.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du staver eller bøjer et bestemt ord, kan du slå det op her. Du får også betydningen af ordet og adgang til en synonymordbog, hvis du hellere vil bruge et andet ord.

På hjemmesiden kan du også læse om retskrivningsregler, hvis du f.eks. gerne vil vide, hvordan du sætter komma.

Hjemmeside: Sproget.dk

Google Adwords

Adwords er egentlig et reklamemodul, hvor du kan finde ud af, hvilke ord som du skal købe hos Google. Men for at du kan købe ord, som folk søger på, har Google givet dig mulighed for at se, hvad brugere søger på.

Du skal blot oprette en konto hos dem, og så har du adgang til deres “Søgeordsplanlægning.” Den giver dig forslag til, hvilke ord folk søger på udfra det ord, som du skriver.

Det giver dig en idé til, hvad folk egentlig interesserer sig for, og hvis du gerne vil have at dit indhold skal kunne findes på Google, er det en god idé at holde øje med disse ord. Du skal selvfølgelig stadig skrive kvalitet, men det er alligevel rart at vide, hvad der bliver søgt på.

Hjemmeside: Google Adwords

Google

Alle bruger nok allerede Google, når de søger. Det gode ved Google er, at du også kan søge på ord, hvis du er i tvivl om, om du har søgt på det korrekt. Når du har stavet et ord forkert på Google, retter den det for dig.

Vær OBS på at Google selvfølgelig godt kan tage fejl. Derfor er Sproget.dk en bedre løsning for dig. Det gode ved Google er, at det er langt hurtigere at slå ord op.

Hvis du skal slå mere end ord op, er det også helt fantastisk. Hvis du f.eks. lige har glemt et bestemt ordsprog. Her finder Google frem til det rigtige.

Hvis du har en hjemmeside, som du altid bruger, når du skriver tekst, må du meget gerne dele den med os andre i kommentarfeltet.

Torsdagstip: Sådan skriver du nærværende

Vintage Chalkboard

Når du skriver tekst, om det er blogindlæg eller hjemmesidetekst, er der et par ting, du kan starte med at gøre anderledes, så du skriver mere nærværende for dine læsere.

Hvis du følger disse råd, er jeg sikker på, at dine læsere føler, at du skriver direkte til dem.

Skriv du i stedet for man

Skriv direkte til din læser. Næsten altid når du skriver “man,” kan du ligeså godt skrive “du.”

F.eks. “Man kan gøre det her, og så får man succes.” I stedet for skriver du (ja, ikke man :D): “Du kan gøre det her, og så får du succes.”

På den måde skriver du direkte til din læser. Mange har en tendens til at skrive “man”, da de gerne vil skrive noget generelt. Du skal i stedet tænke på, at du sælger din tekst til hver eneste læser.

Medmindre du skriver en akademisk opgave, skal du bruge “du” i stedet for “man” stort set altid (der er undtagelser.)

Skriv mere selvsikkert

Det her kan være svært, da du gerne vil have, at læseren forstår, at din løsning ikke er den eneste løsning i verden. I stedet ender du med at fordumme din læser. Læseren ved godt, at der findes andre muligheder derude.

Når du ikke skriver selvsikkert, lytter læseren ikke i samme grad, da læseren føler, at du ikke selv tror på dit budskab. Fortæl din læser hvorfor du har ret. De skal nok fortælle dig, hvis de ikke er enige med dig.

Lad os tage eksemplet fra før

Den nye sætning blev: “Du kan gøre det her, så får du succes.” Som du nok allerede har gættet, er det ikke en særlig selvsikker måde at skrive på. Det virker langt bedre, hvis du i stedet for skriver: “For at få succes skal du gøre sådan,” eller måske bare”Sådan får du succes.”

Når du har skrevet noget, skal du læse din tekst igennem og tænke over, om du har skrevet det selvsikkert eller usikkert.

Tro på dig selv og din tekst.

Skriv en fangende overskrift

Overskriften er vigtig, da den afgør, om din tekst bliver læst. Især på internettet har overskriften fået en stor betydning (og ikke kun på grund af Google.)

Læsere vælger hele tiden til og fra. Din tekst er oppe mod en masse andre tekster. Læseren har ikke tid til at læse det hele, og derfor bliver din tekst vurderet udfra overskriften.

Men men men

Nu tænker du sikkert, at du kun skal lave overskrifter som “5 råd til at få flere venner” osv. Du skal huske på, at alle andre også skriver sådan. Ja, jeg ved godt, at min overskrift til dette indlæg er på samme måde. Men nogen gange får du flere læsere, hvis du overrasker din læser.

Prøv nogen gange med en provokerende, humoristisk eller fjollet overskrift.

Den slags overskrifter gør, at læseren tænker: “Hvad fanden handler den tekst om?”

Find din egen stil

I sidste ende handler det om, at du skal finde din egen stil. Når læsere elsker din skrivestil, vender de tilbage, da de må have deres daglige fix, og de ved, at du altid leverer det.

Desuden er det sjovere at skrive tekst på sin egen måde. Hvis du er tekstforfatter, skal du selvfølgelig skrive din tekst, som om du er den virksomhed, du repræsenterer. Det vender jeg tilbage til en anden gang.

Hvad er dine erfaringer med at skrive mere nærværende?