Torsdagstip: Disse hjemmesider hjælper dig, når du skriver

Vintage Chalkboard

Når du skriver tekst på internettet, er der en række hjemmesider, som kan hjælpe dig til at gøre din tekst bedre. Jeg har tidligere skrevet om, hvilke skriveprogrammer, som du kan benytte helt gratis.

Her får du et par gode råd til nogle hjemmeside, som du altid bør bruge, når du skriver tekst, mens du har adgang til nettet. Dvs. stort set altid.

Sproget.dk

sproget.dk

Fantastisk hjemmeside som indeholder alt, du skal vide om det danske sprog. Inden jeg skrev dette indlæg, troede jeg faktisk, at det var Dansk Sprognævns hjemmeside. Men faktisk er det et samarbejde mellem kulturministeriets institutioner for sprog og litteratur, Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Hvor de to sidste står for redigeringen af sproget.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du staver eller bøjer et bestemt ord, kan du slå det op her. Du får også betydningen af ordet og adgang til en synonymordbog, hvis du hellere vil bruge et andet ord.

På hjemmesiden kan du også læse om retskrivningsregler, hvis du f.eks. gerne vil vide, hvordan du sætter komma.

Hjemmeside: Sproget.dk

Google Adwords

Adwords er egentlig et reklamemodul, hvor du kan finde ud af, hvilke ord som du skal købe hos Google. Men for at du kan købe ord, som folk søger på, har Google givet dig mulighed for at se, hvad brugere søger på.

Du skal blot oprette en konto hos dem, og så har du adgang til deres “Søgeordsplanlægning.” Den giver dig forslag til, hvilke ord folk søger på udfra det ord, som du skriver.

Det giver dig en idé til, hvad folk egentlig interesserer sig for, og hvis du gerne vil have at dit indhold skal kunne findes på Google, er det en god idé at holde øje med disse ord. Du skal selvfølgelig stadig skrive kvalitet, men det er alligevel rart at vide, hvad der bliver søgt på.

Hjemmeside: Google Adwords

Google

Alle bruger nok allerede Google, når de søger. Det gode ved Google er, at du også kan søge på ord, hvis du er i tvivl om, om du har søgt på det korrekt. Når du har stavet et ord forkert på Google, retter den det for dig.

Vær OBS på at Google selvfølgelig godt kan tage fejl. Derfor er Sproget.dk en bedre løsning for dig. Det gode ved Google er, at det er langt hurtigere at slå ord op.

Hvis du skal slå mere end ord op, er det også helt fantastisk. Hvis du f.eks. lige har glemt et bestemt ordsprog. Her finder Google frem til det rigtige.

Hvis du har en hjemmeside, som du altid bruger, når du skriver tekst, må du meget gerne dele den med os andre i kommentarfeltet.

3 gode gratis skriveprogrammer

Da jeg gik på handelsskolen for ca. ti år siden, brugte alle Microsoft Word. Sidenhen begyndte mange også at bruge Pages, som er Apples skriveprogram. Det er de færreste, som har behov for at bruge penge på et skriveprogram.

Hvis du har kunder, som bruger Word, kan der selvfølgelig være en god grund til bruge det. Men egentlig synes jeg, at du skal overbevise dem om, at de skal bruge Google Doc i stedet.

Jeg bruger primært Google Doc og Evernote. Herudover skriver jeg de fleste ting direkte i WordPress, da meget af mit indhold bruges til blogs.

I starten brugte jeg Word, når jeg var offline. Heldigvis sker det ikke særlig tit mere. I dag bruger jeg primært Evernote, når jeg er offline, da det dækker alle mine behov.

Her er mine bud på tre skriveprogrammer, som du ligeså godt kan bruge, når du skal skrive. I sidste ende kommer det selvfølgelig an på, hvad du skal bruge dit tekstindhold til. Hvis det er til en blog, er der simpelthen ingen grund til at bruge Word.

Google Doc

Jeg er virkelig vild med Google Doc. Hvis du ikke allerede bruger det, skal du komme i gang med det samme.

Det er let at dele dokumenter med andre. Hvis de også bruger Google Doc, kan du invitere dem til dit dokument. Hvis de ikke bruger Google Doc, sender du bare et link til dit indlæg, og så har de alligevel mulighed for at se dokumentet.

En af de helt store fordele ved Google Doc er, at I kan oprette en chat og diskutere indholdet. Hvis du f.eks. skriver et debatindlæg og deler det med andre, så kan de markere noget af teksten og oprette en chatdiskussion.

Chatfunktionen giver dig mulighed for at forklare, hvad du mente med en bestemt formulering, og på den måde kommer evalueringen op på et højere niveau, da I kan diskutere formuleringer, eksempler osv. frem og tilbage.

Det er muligt at sætte det op til offline brug. På den måde kan du skrive videre på et indlæg, selvom du ikke har adgang til internettet. Det er dog ikke muligt at oprette nye indlæg, før du er online.

Evernote

Evernote er, som navnet også antyder, et skriveprogram til at tage noter. Det virker dog så godt, at jeg ofte ender med at skrive hele indlæg i det.

Evernote synkroniserer på tværs af alle dine enheder. Hvis jeg skriver noget på min mobil, kommer det automatisk på min computer.

Jeg har desuden ikke de store behov til et skriveprogram. Jeg elsker simple skriveprogrammer, som ikke kan en masse. Her er Evernote virkelig godt.

Notepad

Det er i hvert fald simpelt, og jeg bruger det faktisk en gang i mellem. Her er der kun fokus på din tekst. Intet andet.

Faktisk anbefalede en forlægger det også til mig, hvis man vil skrive en e-bog. Han kunne ikke fordrage, når forfattere sendte  Word dokumenter til ham, da det er umuligt at konvertere til en e-bog.

Hvis du skal i gang med at skrive en e-bog, skal du måske overveje Notepad. Ellers findes der også en række skriveprogrammer, som er lavet til, at du let kan skabe en e-bog.

Hvis du skal skrive indlæg til en blog, behøver du heller ikke mere end Notepad. Det er simpelt og gratis.

Hvilket skriveprogram bruger du, når du skal skrive tekst?

Ny app: 30/30 – Få styr på din arbejdsdag

Da en ven sendte app’en 30/30 til mig, tænkte jeg: “Åhh nej. Ikke endnu en app til at styre min arbejdsdag.” Jeg prøvede den heller ikke lige med det samme, da de fleste apps ofte ender med at være en overspringshandling fra arbejde.

Men i går valgte jeg alligevel at overspringshandle sammen med min nye app. 😀

30/30 er faktisk en ret god app, hvis man gerne vil planlægge sin dag bedre. Jeg valgte at prøve den i går, da den metode, jeg hidtil havde brugt, ikke virkede særlig godt. Normalt arbejder jeg i 45-50 min og holder pause i 10-15 min. Hvis jeg arbejder godt, så fortsætter jeg selvfølgelig med at arbejde, og det er faktisk en af de ting, som fungerer virkelig godt med 30/30 app’en. For her kan du forlænge opgavens tid løbende. Det er lidt mere besværligt, hvis du bruger et almindeligt ur.

Pt. er den kun til iphone og ipad.

Hvad kan den

For at gøre det lidt lettere at forstå hvad app’en kan, bør du starte med at se videoen.

Der er ikke noget bedre end en video, der forklarer det hele. 😀

Du kan skrive de ting ind, som du gerne vil nå, og hvor lang tid hver opgave må/skal tage.

Når du sætter app’en i gang, tæller den ned. F.eks: Hvis du har udfyldt, at du vil svare på e-mails i 30 min, så tæller den ned derfra. Når de 30 min. er gået, starter en alarm. Herefter fortsætter du til en ny opgave.

Hvis du f.eks. vælger: E-mails i 30 min., skrivning i 30 min. og pause i 10 min, så vil den efter pause i 10 min. gå videre til e-mail. På den måde forsætter den, indtil du siger stop.

Hvis der er en opgave, som du skal bruge længere tid på, trykker du bare, at du skal bruge 5+ min. Hvis du er færdig med en opgave, kan du trække minutter fra opgaven, eller du kan vælge, at du er færdig med opgaven. Herefter bliver du sat i gang med næste opgave.

Hvis du skal holde en ekstra pause, og ikke vil tage tid fra din opgave, kan du også sætte den på pause. Jeg bruger denne funktion, når jeg spiser frokost.

Sådan bruger jeg den

I videoen viser de, at du kan skrive en masse opgaver ind, og så har du et par minutter til hver opgave. Det virker ikke særlig godt til mit brug. Det skyldes nok, at jeg allerede bruger Podio, hvor alle mine daglige opgaver står. Det er simpelthen bare en kæmpe overspringshandling, hvis jeg skal skrive det hele ind i 30/30.

Men jeg synes stadig, at app’en er virkelig god, da den tvinger mig til at tænke over, hvad jeg skal lave lige nu.

Jeg har derfor valgt at lave to lister (en liste er der, hvor du kan skrive en masse opgaver ind.)

En “morgenliste” og en “arbejdsliste”.

Morgenlistens opgaver

E-mails = 20 min.

Tjek dagens opgaver igennem (i Podio) = 5 min.

Morgenkaffe = 30 min.

Valgfri skrivning (f.eks. denne blog) = 30 min.

Herefter går jeg direkte i gang med min arbejdsliste.

Arbejdslisten består af

Arbejde udfra opgaver i Podio = 45 min.

Pause = 10 min.

Det interessante ved 30/30 er, at du ikke behøver at fylde en time ud. Den er helt ligeglad med, hvad klokken er. Den siger bare, at jeg skal arbejde i 45 min, hvorefter jeg skal holde en pause. That’s it.

Hvis du har brug for en app, som kan holde styr på tiden for dig, er denne app virkelig god. Især fordi den er gratis.

Tjek app’en ud her. (deres hjemmeside)

Ellers kan du finde den i iTunes store.