Velkommen til 2014

 photo DSC_1070_zps2424ec36.jpg

Der er mange, der ikke kan lide nytårsforsæt, da de fleste anser det for noget, som de fleste af os alligevel aldrig overholder. Det er også ret let at sige, at man gerne vil træne tre gange om ugen, mens man sidder og gnasker julemarcipan i sig.

Alligevel kan jeg godt lide traditionen. Eller jeg kan i hvert fald godt lide at sætte mål. Et nyt år sætter nogle tanker i gang. De fleste af os slutter december af med at slappe af, og det giver en masse tid til at spekulere over, om 2013 var året, hvor vi gjorde de ting, som vi gerne ville.

Men ja, jeg ændrer ligeså tit vaner 1. februar, som jeg gør 1. januar, da jeg hele tiden bliver klogere på, om jeg har valgt den rette strategi til at nå mine mål.

Her er nogle af de ting, som jeg bliver bedre til i 2014.

Brug sociale medier mere aktivt

Alle andre snakker altid om, at de skal være mindre på sociale medier, men jeg vil gerne være mere aktiv på sociale medier. Det er en god måde at finde inspiration til nye blogindlæg, nye idéer og have almindelig samvær med andre mennesker.

På sociale medier kan virksomheder komme ud med deres budskab. Det er især oplagt for mig, da jeg har valgt at arbejde langt væk fra Danmark, mens jeg stadigvæk servicerer danske kunder.

Når jeg sidder i udlandet, er det svært at komme ud til nye kunder, når jeg ikke deltager i et fysisk netværk. Heldigvis kan jeg via sociale medier skabe et online netværk, men det kræver, at jeg sætter tid af til det hver dag. Så det vil jeg gøre.

Eller næsten hver dag. Det er også meget sundt at holde pauser engang i mellem. Det bringer os til næste punkt.

Slappe mere af

Det er ikke, fordi jeg ikke slapper af. Jeg sørger for at læse hver dag og gå lange ture.

Men jeg vil begynde at holde en ugentlig fridag, hvor jeg slet ikke laver noget arbejdsmæssigt og bare nyder tiden. Pt. er jeg i Mexico og her er det oplagt at tage ud og se en masse nye spændende ting.

Jeg er her i 1–2 måneder, hvor min kæreste og jeg har lejet en lejlighed. Når jeg bor et sted, ender jeg tit med at komme ind i en daglig arbejdsrutine. Selvfølgelig går jeg hver dag på stranden og nyder det gode vejr, men jeg glemmer at tage tid til at lave turistting.

Da jeg boede i København, gjorde jeg egentlig det samme. Jeg har f.eks. aldrig set Nationalmuseet, og det virker helt tåbeligt, at jeg ikke husker at se smukke ting i den by, hvor jeg bruger min tid. Jeg tænker, at det kan jeg altid nå.

Uanset hvor du bor, skal du tage en ugentlig slappe dag, hvor du tager ud og laver et eller andet, som du normalt ikke vil lave. Gå til kunstudstillinger, tag på museum, gå til koncert. Ja, bare et eller andet.

Det behøver ikke være noget, som koster penge. Det vigtigste er, at du oplever din by.

Skriv mere – meget mere

Jeg føler tit, at jeg ikke har tid til at skrive noget, da der lige er nogle praktiske ting, som skal ordnes.

Ja, mange af mine praktiske arbejdsopgaver er at skrive tekst, men jeg tænker her på alle former for tekst. Jeg skal sørge for at skrive flere blogindlæg. Deltage mere i debatter, f.eks. på Kforum.

Det hele skal ikke kun handle om tekst for kunder. Dette punkt hænger også sammen med sociale medier, da det er godt at dele sine evner på sociale medier og på den måde hjælpe andre.

Tidligere brugte jeg lang tid, inden jeg kom i gang med at skrive en tekst, og derfor var jeg ikke særlig produktiv. Manglende produktivitet gør mig egentlig også mindre kreativ i længden, så der er mange grunde til, at det er godt at få skrevet mere tekst.

Derfor er jeg begyndt at bruge skriveprogrammet Byword. Jeg hørte om det pga. en kommentar her på bloggen. Tak for det.

Byword blokerer alt andet ude end den tekst, som du skriver på. Det er et fantastisk skriveprogram, som jeg er begyndt at bruge hver dag. Jeg nyder tiden, hvor jeg er alene med min tekst.

Tidligere fandt jeg på en masse undskyldninger for ikke at skrive noget. Jeg er ikke på internettet, jeg har kun en halv time til at skrive, inden jeg skal lave noget andet, jeg bliver nødt til at svare på denne e-mail, inden jeg skriver noget osv.

Nu åbner jeg Byword og skriver. Det gode ved tekst er, at jeg sagtens kan skrive det, når jeg er offline. Der er aldrig nogen god grund til ikke at få skrevet en masse.

Udgivelse er ligeså vigtigt som at skrive

Ja, det virker som et meget simpelt punkt. Men jeg har en tendens til, at jeg starter med at skrive noget nyt, inden jeg har udgivet det, som jeg lige har skrevet.

Pludselig er der gået en uge, og jeg har en masse indlæg, som jeg ikke længere føler har relevans. Derfor er 2014 året, hvor udgivelse er ligeså vigtigt som at skrive.

Nu er mit udgangspunkt, at en tekst ikke er færdig, før den er online eller sendt til en avis.

Har du et nytårsforsæt for 2014? Eller sagt på en anden måde: Hvad er dit mål for 2014?

Velkommen til 2013

Jeg ønsker alle velkommen til 2013 og farvel til 2012. Jeg havde både en hyggelig juleaften og nytårsaften, men jeg er egentlig glad for, at jeg igen skal i gang med at arbejde. Ligesom Dan Turell hylder jeg hverdagen. De samme dejlige rutiner, som jeg selv har valgt. Skønt.

Da jeg er selvstændig SEO-tekstforfatter er julen en ret lang periode, hvor jeg ikke har mulighed for at tjene penge, og det er også endnu en grund til, at jeg egentlig er meget godt tilfreds med, at 2012 er slut. Nu skal jeg igen i gang med at lave noget!

2012 var et blandet år for mig. Jeg blev færdig med min uddannelse og fremover kan jeg kalde mig cand. mag. i medievidenskab fra Københavns Universitet. Det betød også, at jeg blev 100 pct. selvstændig fra september 2012, og derved ikke længere fik penge (SU) fra staten. Jeg sagde nej til dagpenge, da jeg hellere ville i gang med mit firma.

Jeg har sidenhen levet af at skrive tekst til en række hjemmesider, freelanceartikler fra Netavisen 180grader.dk og så har jeg faktisk også været domsmand. Det sidste har ingenting med mit firma at gøre, men jeg har brugt en del dage på det, hvor jeg ikke har haft mulighed for at arbejde i mit firma. Det har været nogle hårde måneder, hvor jeg virkelig har skulle arbejde for hver en krone. Det kunne jeg måske have undgået, hvis jeg var blevet offentlig ansat. 😀

I 2013 håber jeg, at jeg kommer til at leve bedre, end jeg gjorde i 2012. Jeg ville nok være rigere, hvis jeg bare fandt et 8-16 job, hvis man da fortsat kan finde den slags derude. Men jeg vil hellere selv kunne bestemme over min tid og lave noget, som jeg synes er sjovt. Hvis man gerne vil være selvstændig, skal man starte et sted.

Man kan dele mit arbejde op i Words Matter, domsmand, affiliate marketing og freelanceartikler. Jeg håber og regner med, at mit arbejde i Words Matter primært kommer til at bestå af at stå for kunders sociale medier og deres firmablog.

Jeg regner med, at jeg her på bloggen vil opdatere om livet som selvstændig. Jeg regner stærkt med, at 2013 bliver året, hvor jeg kommer til at arbejde mere med iværksætteri end blot at være selvstændig tekstforfatter. Mere om det senere.

Jeg håber, at I alle sammen får et godt år, hvor I får lavet det, som I synes er sjovest.

Færdig med universitetet

Da jeg startede Words Matter i maj 2011, var det som deltidsjob, da jeg studerede Medievidenskab på Københavns Universitet.

For ca. en uge siden afleverede jeg mit speciale, som jeg har brugt det meste af min tid på det sidste halve års tid.

Words Matter kommer derfor fremover til at fylde mere i mit liv, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Det betyder, at jeg kan sige ja til langt flere kunder end tidligere. Jeg glæder mig virkelig meget til at få skrevet masser af tekst for kunder, så de får mere succes på søgemaskinerne.

Modsat mange af mine medstuderende søger jeg ikke et lønmodtagerjob, da jeg fokuserer fuldstændigt på Words Matter, og de tiltag som jeg arbejder med her. Det lover jeg at skrive mere om senere.

Jeg kan ikke kalde mig 100 pct. for Cand. Mag. i Medievidenskab endnu, da mit speciale først skal bedømmes. Det kan tage op til to måneder. Det vil derfor først være helt officielt 5. november 2012. På eksamenskontoret sagde de alligevel farvel til mig, og det lyder ikke til, at de regner med at se mig igen. Jeg regner heller ikke med at se dem igen.

Mit speciale handlede om lokale mediers betydning for den sociale kapital i Danmark med fokus på JydskeVestkysten.

Nu handler min fremtid om Words Matter.