Torsdagstip: Disse hjemmesider hjælper dig, når du skriver

Vintage Chalkboard

Når du skriver tekst på internettet, er der en række hjemmesider, som kan hjælpe dig til at gøre din tekst bedre. Jeg har tidligere skrevet om, hvilke skriveprogrammer, som du kan benytte helt gratis.

Her får du et par gode råd til nogle hjemmeside, som du altid bør bruge, når du skriver tekst, mens du har adgang til nettet. Dvs. stort set altid.

Sproget.dk

sproget.dk

Fantastisk hjemmeside som indeholder alt, du skal vide om det danske sprog. Inden jeg skrev dette indlæg, troede jeg faktisk, at det var Dansk Sprognævns hjemmeside. Men faktisk er det et samarbejde mellem kulturministeriets institutioner for sprog og litteratur, Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Hvor de to sidste står for redigeringen af sproget.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du staver eller bøjer et bestemt ord, kan du slå det op her. Du får også betydningen af ordet og adgang til en synonymordbog, hvis du hellere vil bruge et andet ord.

På hjemmesiden kan du også læse om retskrivningsregler, hvis du f.eks. gerne vil vide, hvordan du sætter komma.

Hjemmeside: Sproget.dk

Google Adwords

Adwords er egentlig et reklamemodul, hvor du kan finde ud af, hvilke ord som du skal købe hos Google. Men for at du kan købe ord, som folk søger på, har Google givet dig mulighed for at se, hvad brugere søger på.

Du skal blot oprette en konto hos dem, og så har du adgang til deres “Søgeordsplanlægning.” Den giver dig forslag til, hvilke ord folk søger på udfra det ord, som du skriver.

Det giver dig en idé til, hvad folk egentlig interesserer sig for, og hvis du gerne vil have at dit indhold skal kunne findes på Google, er det en god idé at holde øje med disse ord. Du skal selvfølgelig stadig skrive kvalitet, men det er alligevel rart at vide, hvad der bliver søgt på.

Hjemmeside: Google Adwords

Google

Alle bruger nok allerede Google, når de søger. Det gode ved Google er, at du også kan søge på ord, hvis du er i tvivl om, om du har søgt på det korrekt. Når du har stavet et ord forkert på Google, retter den det for dig.

Vær OBS på at Google selvfølgelig godt kan tage fejl. Derfor er Sproget.dk en bedre løsning for dig. Det gode ved Google er, at det er langt hurtigere at slå ord op.

Hvis du skal slå mere end ord op, er det også helt fantastisk. Hvis du f.eks. lige har glemt et bestemt ordsprog. Her finder Google frem til det rigtige.

Hvis du har en hjemmeside, som du altid bruger, når du skriver tekst, må du meget gerne dele den med os andre i kommentarfeltet.

4 ting som giver dig mere energi

typewriter with turkish coffee and radio

Dennis Kjærgaard har skrevet et glimrende indlæg om 13 gode arbejdsvaner, som motiverer ham, når han arbejder. De fik mig til at tænke over, hvornår jeg er mest produktivt skrivemæssigt.

Her får du nogle gode råd til, hvordan du får mere energi til at skrive tekster. Alle kan dog bruge disse råd.

Planlæg få arbejdsopgaver pr. dag.

Dennis Kjærgaard kommer også ind på dette i sit indlæg. Hvis du planlægger at skrive for mange ting, er der en stor sandsynlighed for, at du ikke får skrevet noget som helst.

Jeg var tidligere ekstrem dårlig til at planlægge få opgaver. Jeg planlagde altid en million ting hver dag, og hver dag rykkede jeg alle mine arbejdsopgaver til næste dag. Jeg følte aldrig, at jeg nåede noget, og hvis du gerne vil have stress, skal du blot gøre sådan hver dag, så skal det nok komme.

I stedet planlægger jeg få arbejdsopgaver pr. dag. Det føles godt, når disse arbejdsopgaver er nået, og jeg kan gå i gang med ting, som jeg ikke havde regnet med at nå.

Sådan skaber du overskud i dit liv.

Søvn

I gamle dage sov jeg kun 4-6 timer hver nat. Jeg syntes selv, at det virkede som en god idé, for så kunne jeg nå en masse. Hver gang jeg sad i en bus, tog eller som passager i en bil, faldt jeg i søvn med det samme.

Jeg drak ellers kaffe hele tiden. Hvis jeg ikke fik kaffe, kunne jeg falde død om midt på dagen. Jeg drak tre store krus kaffe hver dag. Ja, det var ikke blot kopper. Det var krus. Men jeg følte stadigvæk ikke, at jeg nåede noget.

Jeg besluttede mig for at prøve at sove mere. I dag har jeg droppet mit vækkeur, og jeg prøver at gå i seng på samme tidspunkt hver dag. Jeg har fået meget mere energi om dagen, og jeg når langt mere arbejde end tidligere. Mit fokus er simpelthen blevet forbedret.

De opgaver jeg løser, bliver løst bedre.

Søvn er det mest fantastiske, der findes. Drop vækkeuret og find ud af hvor lang tid du skal sove pr. dag. Jeg har selv været på det hold, som bildte sig ind, at jeg kunne nøjes med fire timers søvn pr. dag. Kroppen er en fantastisk størrelse, og du kan sagtens overleve på lidt søvn. Men du bliver dårligere til at fokusere, og din hjerne stopper med at virke ordentligt.

Nogen mennesker kan sagtens nøjes med få timers søvn. Test dig selv for at finde ud af, hvor dit naturlige punkt er.

Kost

Du får mere energi, hvis du spiser ordentligt. Du må selv finde ud af, hvad du synes, er god kost. Du ved nok godt, hvad det ikke er. 😀 .

Jeg lever efter stenalderkosten, sådan da. Jeg hører mange, som snakker om, at de skal have brød, pasta osv. for at overleve. Jeg har selv prøvet at leve på fuldkornsvognen. Min kæreste kaldte mig fuldkornsfascist.

Jeg var et pragteksempel for danske sundhedskampagner. Masser af fuldkorn (fuldkornspasta osv.) og et min. af fedt.

Derfor var jeg også skeptisk overfor stenalderkosten Jeg troede, at jeg havde masser af energi fra den mad, som jeg spiste. Sandheden var, at når jeg havde spist aftensmad eller frokost, blev jeg træt. Det gør jeg ikke mere. Nu har jeg masser af energi efter mad.

Hvis din mad gør dig træt og doven, bør du spise noget andet mad.

Min opfordring er, at du prøver at leve på en anden måde. Hvis du har brug for kaffe efter hvert måltid,  kan det skyldes to ting: Du sover ikke nok eller/og du spiser forkert.

Drik kaffe

Jeg sværger stadigvæk til kaffe. Jeg elsker kaffe. Ca. 15-30 min. efter at jeg har indtaget kaffe, skriver jeg klart bedst. Jeg drikker stort set kun kaffe om morgenen og begynder herefter at skrive.

Selv hvis du får nok søvn, er kaffe fantastisk. Det giver dig et ekstra kick, så du pludselig er helt frisk. Hvis du gerne vil have et morgenkick, skal du holde dig til kaffe. Andre kan godt lide te, men det giver slet ikke det samme koffeinkick.

Jeg kan klart anbefale mange af de 13 gode arbejdsvaner, som Dennis Kjærgaard skriver om. Selvom jeg ikke bruger dem alle sammen.

Prøv dig frem. Det er trods alt dit liv.

Jeg vil meget gerne høre om, hvordan du får masser af arbejdsenergi. Smid en kommentar.

Torsdagstip: Sådan skriver du nærværende

Vintage Chalkboard

Når du skriver tekst, om det er blogindlæg eller hjemmesidetekst, er der et par ting, du kan starte med at gøre anderledes, så du skriver mere nærværende for dine læsere.

Hvis du følger disse råd, er jeg sikker på, at dine læsere føler, at du skriver direkte til dem.

Skriv du i stedet for man

Skriv direkte til din læser. Næsten altid når du skriver “man,” kan du ligeså godt skrive “du.”

F.eks. “Man kan gøre det her, og så får man succes.” I stedet for skriver du (ja, ikke man :D): “Du kan gøre det her, og så får du succes.”

På den måde skriver du direkte til din læser. Mange har en tendens til at skrive “man”, da de gerne vil skrive noget generelt. Du skal i stedet tænke på, at du sælger din tekst til hver eneste læser.

Medmindre du skriver en akademisk opgave, skal du bruge “du” i stedet for “man” stort set altid (der er undtagelser.)

Skriv mere selvsikkert

Det her kan være svært, da du gerne vil have, at læseren forstår, at din løsning ikke er den eneste løsning i verden. I stedet ender du med at fordumme din læser. Læseren ved godt, at der findes andre muligheder derude.

Når du ikke skriver selvsikkert, lytter læseren ikke i samme grad, da læseren føler, at du ikke selv tror på dit budskab. Fortæl din læser hvorfor du har ret. De skal nok fortælle dig, hvis de ikke er enige med dig.

Lad os tage eksemplet fra før

Den nye sætning blev: “Du kan gøre det her, så får du succes.” Som du nok allerede har gættet, er det ikke en særlig selvsikker måde at skrive på. Det virker langt bedre, hvis du i stedet for skriver: “For at få succes skal du gøre sådan,” eller måske bare”Sådan får du succes.”

Når du har skrevet noget, skal du læse din tekst igennem og tænke over, om du har skrevet det selvsikkert eller usikkert.

Tro på dig selv og din tekst.

Skriv en fangende overskrift

Overskriften er vigtig, da den afgør, om din tekst bliver læst. Især på internettet har overskriften fået en stor betydning (og ikke kun på grund af Google.)

Læsere vælger hele tiden til og fra. Din tekst er oppe mod en masse andre tekster. Læseren har ikke tid til at læse det hele, og derfor bliver din tekst vurderet udfra overskriften.

Men men men

Nu tænker du sikkert, at du kun skal lave overskrifter som “5 råd til at få flere venner” osv. Du skal huske på, at alle andre også skriver sådan. Ja, jeg ved godt, at min overskrift til dette indlæg er på samme måde. Men nogen gange får du flere læsere, hvis du overrasker din læser.

Prøv nogen gange med en provokerende, humoristisk eller fjollet overskrift.

Den slags overskrifter gør, at læseren tænker: “Hvad fanden handler den tekst om?”

Find din egen stil

I sidste ende handler det om, at du skal finde din egen stil. Når læsere elsker din skrivestil, vender de tilbage, da de må have deres daglige fix, og de ved, at du altid leverer det.

Desuden er det sjovere at skrive tekst på sin egen måde. Hvis du er tekstforfatter, skal du selvfølgelig skrive din tekst, som om du er den virksomhed, du repræsenterer. Det vender jeg tilbage til en anden gang.

Hvad er dine erfaringer med at skrive mere nærværende?

3 gode gratis skriveprogrammer

Da jeg gik på handelsskolen for ca. ti år siden, brugte alle Microsoft Word. Sidenhen begyndte mange også at bruge Pages, som er Apples skriveprogram. Det er de færreste, som har behov for at bruge penge på et skriveprogram.

Hvis du har kunder, som bruger Word, kan der selvfølgelig være en god grund til bruge det. Men egentlig synes jeg, at du skal overbevise dem om, at de skal bruge Google Doc i stedet.

Jeg bruger primært Google Doc og Evernote. Herudover skriver jeg de fleste ting direkte i WordPress, da meget af mit indhold bruges til blogs.

I starten brugte jeg Word, når jeg var offline. Heldigvis sker det ikke særlig tit mere. I dag bruger jeg primært Evernote, når jeg er offline, da det dækker alle mine behov.

Her er mine bud på tre skriveprogrammer, som du ligeså godt kan bruge, når du skal skrive. I sidste ende kommer det selvfølgelig an på, hvad du skal bruge dit tekstindhold til. Hvis det er til en blog, er der simpelthen ingen grund til at bruge Word.

Google Doc

Jeg er virkelig vild med Google Doc. Hvis du ikke allerede bruger det, skal du komme i gang med det samme.

Det er let at dele dokumenter med andre. Hvis de også bruger Google Doc, kan du invitere dem til dit dokument. Hvis de ikke bruger Google Doc, sender du bare et link til dit indlæg, og så har de alligevel mulighed for at se dokumentet.

En af de helt store fordele ved Google Doc er, at I kan oprette en chat og diskutere indholdet. Hvis du f.eks. skriver et debatindlæg og deler det med andre, så kan de markere noget af teksten og oprette en chatdiskussion.

Chatfunktionen giver dig mulighed for at forklare, hvad du mente med en bestemt formulering, og på den måde kommer evalueringen op på et højere niveau, da I kan diskutere formuleringer, eksempler osv. frem og tilbage.

Det er muligt at sætte det op til offline brug. På den måde kan du skrive videre på et indlæg, selvom du ikke har adgang til internettet. Det er dog ikke muligt at oprette nye indlæg, før du er online.

Evernote

Evernote er, som navnet også antyder, et skriveprogram til at tage noter. Det virker dog så godt, at jeg ofte ender med at skrive hele indlæg i det.

Evernote synkroniserer på tværs af alle dine enheder. Hvis jeg skriver noget på min mobil, kommer det automatisk på min computer.

Jeg har desuden ikke de store behov til et skriveprogram. Jeg elsker simple skriveprogrammer, som ikke kan en masse. Her er Evernote virkelig godt.

Notepad

Det er i hvert fald simpelt, og jeg bruger det faktisk en gang i mellem. Her er der kun fokus på din tekst. Intet andet.

Faktisk anbefalede en forlægger det også til mig, hvis man vil skrive en e-bog. Han kunne ikke fordrage, når forfattere sendte  Word dokumenter til ham, da det er umuligt at konvertere til en e-bog.

Hvis du skal i gang med at skrive en e-bog, skal du måske overveje Notepad. Ellers findes der også en række skriveprogrammer, som er lavet til, at du let kan skabe en e-bog.

Hvis du skal skrive indlæg til en blog, behøver du heller ikke mere end Notepad. Det er simpelt og gratis.

Hvilket skriveprogram bruger du, når du skal skrive tekst?

Lad dine ansatte være på sociale medier

in office

Sociale medier har et blandet ry, da de både bliver set som guds gave til virksomheder, samtidig med at de også bliver beskyldt for at gøre os ineffektive på vores arbejdsplads.

Derfor findes der masser af virksomheder og chefer, som ikke bryder sig særlig meget om sociale medier, da de er sikre på, at deres ansatte hellere vil være på Facebook end at arbejde.

Uden sociale medier ser en virksomhed helt bort fra alle de positive ting, som sociale medier giver deres virksomhed. De bør i stedet lære, hvordan de kan integrere sociale medier, uden at det går ud over produktiviteten.

Tillad dine ansatte at være sociale

Når jeg hører om virksomheder, som ikke tillader deres ansatte at være på sociale medier, tænker jeg altid på en fabrik i det gamle DDR. Et totalforbud mod sociale medier hører hjemme foran et samlebånd på en slidt fabrik.

Nogle chefer har en tendens til at være bange for sociale medier, da de fokuserer på, at de ansatte har noget arbejde, de skal lave, og så nytter det ikke noget, at de sidder på Facebook i stedet for.

Ligesom med den kolde tyrker handler det om, at chefen ikke aner, hvad de skal bruge sociale medier til. Derved forudsætter de bare, at det er noget dårligt at være socialt, og det er noget, som de ansatte kan være i deres fritid.

Denne tankegang bliver svært at indføre med unge mennesker, som kommer ud på arbejdsmarkedet. Derfor kan chefer ligeså godt vænne sig til at arbejde sammen med sociale medier, og derved opnå alt det positive ved sociale medier.

Ungdommen gider ikke regler

En af mine tidligere medstuderende fortalte mig, at han aldrig søger job, hvor han ikke må tjekke sin egen e-mail eller sociale medier på arbejdet. Her vil en gammeldags tænkende person nok gå helt amok og snakke om ungdommens forfald, da de unge skal lære, at det ikke er sjovt at have et job. Men min medstuderendes begrundelse var interessant:

“Jeg gider ikke arbejde et sted, hvor jeg ikke må tjekke min egen e-mail, for jeg tjekker min firma e-mail på alle tidspunkter, og jeg er altid online for dem.”

I mine ører lyder det ikke særlig dovent. Det lyder som en person, som er klar til at tage ansvar, og som sagtens selv kan opstillle regler for sit liv.

Hvis en virksomhed ønsker dygtige talenter, nytter det ikke noget at kvæle dem med regler. Det holder simpelthen ikke. Behandl dem som voksne mennesker og stol på dem, så går de igennem ild og vand for virksomheden.

Ansatte markedsfører din virksomhed på sociale medier

Virksomheden skal selvfølgelig tænke på det bedste for dem selv, og chefers job er at skabe en effektiv virksomhed,  som giver de optimale resultater.

Det er helt klart i det lys, at en virksomhed skal tænke på sociale medier. Men der er mange ting, en virksomhed skal tænke ind i det. Den ansatte skal være tilfreds og det kan hjælpe på ansattes humør, at de har lov at være sociale med omverdenen. Når du giver dine ansatte lov til at være sociale, finder du ud af, at de faktisk er sociale med de ting, som fylder meget i deres liv.

Her har folks job en stor rolle, og derfor vil der helt automatisk komme sociale opdateringer om virksomheden. Det er ikke sikkert, at de direkte handler om din virksomhed, men dine ansatte skaber content marketing for din virksomhed på sigt. På den måde bliver alle ansatte sælgere af virksomhedens produkter.

F.eks. følger jeg ansatte fra virksomheder, som linker til relevant indhold inden for virksomhedens branche. Det giver den ansatte en ekspertstatus, samtidig med at jeg tænker på virksomheden, når jeg skal bruge råd inden for dens felt, da jeg ved, at deres ansatte har styr på det.

En virksomhed er defineret ud fra deres ansatte.

Opstil mål og hjælp dine ansatte

Hjælp dine ansatte med hvordan de bliver mere produktive ved at bruge sociale medier. Snak med hver ansat om hvordan de bruger sociale medier, og hvad de selv finder godt og dårligt ved sociale medier, og hvornår de føler sig mest produktive.

Nogen bruger sociale medier til at afkoble, mens andre bruger sociale medier som en overspringshandling. Som sådan er der både positive og negative ting ved sociale medier, men de positive ting fylder mere end de negative, hvis I arbejder med det i jeres virksomhed.

Virsomheder vinder ved at lade sine ansatte være online.

Hvordan er jeres virksomhed online?